Da min mor var lille pige, fik hun et sølvarmbånd af sine forældre. Som hun husker det, var hun kun fire år, da hun fik det; i hvert fald hang det løst på hendes håndled, og min morfar og mormor var da også økonomiske mennesker, så det passer godt nok, hvis de har tænkt, at hun skulle kunne blive ved med at passe det længe. Armbåndet blev kun brugt, når hun skulle være fin.

Ny værdi

Da hun blev voksen og trods alt voksede ud af armbåndet, blev det lagt væk og gemt i en skuffe. her dukkede det op for nogle år siden i forbindelse med en af de utallige oprydninger i hendes hus, hvor jeg og min storesøster var med til at vurdere, hvad hun skulle gemme, hvad vi gerne ville overtage, og hvad der skulle videre ud i verden. Jeg er lidt mindre end min mor og passede armbåndet på en prik. På trods af at min mor havde passet på det, var det blevet tyndslidt, og sølvet var slidt af flere steder. Efter en gang sølvrens var det dog fint nok til, at det kom til at sidde på min arm – ikke kun til fest med hver dag, indtil låsen var lå tyndslidt, at den knækkede. Så lå det et halvt års tid, indtil jeg fik 500 kr. af min mor i fødselsdagsgave og besluttede, at de skulle bruges til at sætte armbåndet i stand, hvis det kunne lade sig gøre.

En guldsmed så på det og sagde, at han kunne sætte ny lås på og forsølve armbåndet på ny for 500 kr., ogd et gjorde han.